Almen medicin - second opinion og forebyggende helbredsundersøgelser
Kontakt vores lægesekretærer for at høre om dine behandlingsmuligheder. Ring direkte på tlf. nr. 5766 0476 eller 5766 0385.
I Danmark har vi alle mulighed for at gå til egen læge og få kvalificeret støtte til at håndtere almindelige medicinske sygdomme. På Hospitalet Valdemar oplever vi dog til tider, at en patient er blevet i tvivl om svaret fra egen læge og har brug for at få en ’second opinion’.
Den praktiserende læge på Hospitalet Valdemar tilbyder at være de nye øjne på patienten. Han spørger ind til symptomer, undersøger patienten og sammenholder sine observationer med tidligere resultater.
Vores alment praktiserende læge er også en del af vores indsats for at forebygge sygdomme. Lægen tilbyder helbredsundersøgelser. Med tidlig indsats mod et for højt blodtryk eller en usund livsstil får patienten mulighed for at forebygge livstilssygdomme. Endelig tilbyder vores praktiserende læge at koordinere komplekse sygdomsforløb.
Almen medicin – speciale beskrivelse
Den almen medicinske speciallægeuddannelse tager 5 år. Internationale undersøgelser viser, at sundhedssystemer med et højt almen medicinsk uddannelsesniveau og en velfungerende primærsektor er de mest behandlingseffektive. Nyuddannede danske almen medicinere er formentlig blandt de bedst kvalificerede i verden, og almen praksis har en central og påskønnet plads i det danske sundhedsvæsen.
Uddannelseslægen trænes i at håndtere en lang række kliniske situationer og sygdoms-tilfælde, der behandles i almen praksis. Man opbygger en særlig horisontal ekspertise, dvs. en evne til overblik og diagnosticering på tværs af de klassiske medicinske specialer. Der er i almen praksis adgang til et stigende antal parakliniske undersøgelser og der fordres derfor en høj medicinsk indsigt.
I almen praksis arbejder man tæt på patienternes sociale liv, følger dem over tid, og man præsenteres for meget forskellige kliniske problemer. Det stiller særlige krav til at kunne integrere de øvrige lægeroller i fagligheden. Evne til kommunikation, samarbejde og sundhedsfremme er centrale i faget. Det gælder også evnen til målrettet problemorienteret akademisk videnssøgning pga. det store faglige felt der dækkes.